Gør det selv, og gør det sammen! DIY-projekter er en af de absolut mest hyggelige måder at være sammen som familie, og det fede er, at der kun er vores egen fantasi, der sætter grænserne. Så kald familien sammen og lav en brainstorming på, hvad de forskellige har lyst til at gå i gang med.
Det er meget sjovere at gøre det selv
Magasiner og reklameblade lokker os med stribevis af lækre ting, vi kan købe for at få stillet vores sult efter noget nyt og smart. Men hånden på hjertet, er det ikke bare så meget sjovere at lave noget selv?
Når vi selv laver noget kreativt, opnår vi dels en utrolig glæde ved selv at have fremstillet noget, og dels er det simpelthen bare sjovere, at have noget der er helt unikt. Kreaprojekter er så meget mere end produktion af perleplader ved spisebordet. Gør det til en vane, hver gang du ser noget du har lyst til at eje, at spørge dig selv om du kunne lave det selv.
Gør det selv i haven eller på altanen
Solskin og fuglesang lokker os ud af vores huse, og vi får lyst til at opholde os i haven, eller på altanen. Prøv at tage et kig på hvad du kan gøre selv for at sætte et nyt og frisk præg på de udendørs omgivelser. Måske skal der anlægges nogle nye bede, eller laves fine krukkekreationer?
Her er virkelig mange muligheder for at lave noget fint med sine egne hænder. Nogle eksempler er at man kan lave skilte til krukker og bede. Hvad med at tænke lidt alternativt i stedet for at bruge de klassiske træskilte?
En alternativ måde kunne f.eks. være at male på sten. I haven ser det fint og indbydende ud med hjemmemalede sten. Man kan f.eks. male en sten som en mariehøne, eller skrive et fint citat på. Eller brug sten af en passende størrelse i stedet for planteskilte!
Dæk bord til havefesten
En anden helt oplagt idé, når det kribler i kreafingrene er, at lave bordpynt. Lav f.eks. alternative vaser eller lanterner. Der er masser af gode vejledninger på nettet.
Eller find inspiration til at lave kreative bordkort. Også her kan man bruge fine sten, eller andre ting, som man finder i naturen. Brug poscatuscher eller hobbymaling til at skrive med, og lim detaljer på, som passer til det ønskede tema. Sy eller hækl mundservietter der passer til dugen, og husk at en blomsterbuket ikke behøver at ligne noget fra blomsterhandlen.Sæt dit helt eget præg på tingene, men pas på; når man først er blevet bidt af denne hobby, er der ingen vej tilbage!